En natlig oplevelse

af Jens V. Olsen


En artikel fra Årsskrift 1989 - Roskildeegnens Selskab for Genealogi og Personalhistorie

Den 16. december 1800 indgik Danmark i det væbnede neutralitetsforbund og kom derved i åben konflikt med England. Få måneder senere, den 2. april 1801, oplevede vi slaget på Reden, hvor vi måtte kapitulere til admiral Nelson. Allerede tidligt på året toges initiativ til en række frivillige forsvarsanstalter langs den jyske vestkyst for at forhindre en eventuel engelsk landgang. Således tilbød Fanøboerne gennem stiftamtet, at de frivilligt - alle som en, også kvinderne - ville bidrage efter bedste evne til at forsvare øen, hvis blot de kunne få en officer, der kunne øve dem i våbenbrug.

Der blev etableret vagttjeneste langs kysten, som ville kunne alarmere, dersom engelske fartøjer nærmede sig.

Efter slaget på Reden blev der dog snart forholdsvis roligt igen, og først i august 1807 kom vi atter i krig med englænderne, da de den 16. august gik i land ved Vedbæk. Siden oplevede vi bombardementet af København sluttende med rovet af flåden. Allerede den 19. august 1807 udgik ordre fra birkedommeren til Fanøs sognefogeder, at da krigen nu er udbrudt, så skal "sognefogederne snarest muligt beordre og opstille befalede vagter, alt efter samme orden og omgang, som i 1801 fandt sted, da man intet øjeblik ved sig fri for fjendtlig overfald." Geværerne, der i 1803 var opmagasineret, blev nu atter udleveret og vagttjenesterne genoptages.

Alt dette kan der læses om, bl.a. i N.M.Kromanns "Fanøs Historie." I landsarkivet i Viborg ligger et par pakker (B87-176/177) med reglementer, mandskabslister og indberetninger. Her har jeg bl.a. fundet følgende indberetning om en natlig episode i sommeren 1809:

P.M. (Pro Memoriam)

Natten imellem den 5-6 Juli red vores Patrolerings Vagt paa Stranden. Kl. 2~ Røkkede mandskab af deres Post og forsammelde baade fra Nord og Sønden, ved Kierkevejen. Vinden SS0 Gandske tykt og taaget og havde ingen sigt paa søen haft. Jeg og Underofficer Jeger var gaaet lidet før op i Vagthuus, men havde ikke ventet Mandskab fra deres Post. Vi gik straks til Mandskabet og ieg befalede at det halve skulle gå Nord ud, det andet halve Sønden, siden det var saa tykt, at man ikke kunne se Vandet fra bjergene. Jeg fik til svar, at de holdt Vagt som var, og de ville rejse hjem. Jeg gik ned paa Stranden, men ingen efter mig, jeg maatte reyse ind ad bjergene med Vredhed; og sagde dersom de ikke kom sendte jeg strax bud til Odden om mandskab i det tykke Vejr, som behøvedes nøje Patroullering, og sagde til dem om de viste hvad følger kunde blive om der passerede noget. Oppermændene i dette sammenrokkende var Jens Ludvig og Mattis Hansen Nørbye. Den første sagde rent ud, ville Jeg slaas, saa skulde jeg komme ti] ham. Den anden gav mig skændigt for, om de ogsaa skulde lyde mig siden deres Vagt var ude. Niels Hansen Sørensen var en stor medholder til dem. Dog vi kom afsted med stor klammer(i). Vi gik paa Stranden; men kort, saa klarede det op, og (vi) fik mange sejlere uden for Sønderho at se, og straks kom Signalflag paa Kierkebierg. Ved vores samling hjem efter, sagde jeg til Mandskabet, om de nu kunde se, hvordan vi kunde have forladt Vagten og ej vist om de Blanke Neser som gik ind til Sønderho, ej heller om Søen kort at sige efter min mening. Som Skjælmen Jens Ludvig sagde rent ud, at det var en tosse som satte flag til paa Kierkebierg, og var ikke andet for, som at sætte folk i uro. Over Jæger Anders hørte paa en del af dette. Jeg og han gjorde aftale og maatte reyse hjem og bestille en Peletone saa snart han kunde for at afløse dersom det tykke luft skulle blive.

Fanø d. 8. Juli 1809. - Morten Jessen Rødgaard.

Alt overanførte tilstaar jeg ogsaa - og bevidner om forlanges.

Hans Morten Rødgaard
Under Officer i samme 4de Peletone.

Grunden til, at jeg især interesserer mig for ovenstående indberetning er, at Jens Ludvig optræder på min anetavle. Der kommer herved liv og "kød" på personen, selv om omtalen ikke er særlig positiv. Man kan dog godt forestille sig, hvorledes folkene længe efter midnat og i tæt tåge var trætte efter vagten og ikke særligt motiverede til at gå ned til stranden og spejde ud over vandet. Der var nu gået næsten to år siden de alvorlige episoder med englænderne, og det menige mandskab havde vel svært ved at holde gejsten oppe.

Jens Ludvig har især givet en del problemer på grund af hans navn. I de fleste kilder kaldes han Jens Christensen. Ved hans vielse i 1799 kaldes han Jens Ludvig Christensen, og i en fattigkommissionsprotokol: Jens Ludvigsen - han har en almisselem boende mod en årlig ydelse på 9 skp rug, 5 skp byg, 4 skp malt og 20 Rdl, samt brugsret over hendes 2 får. Ved hans død skriver præsten: Jens Christensen Ludvig, tømmermand og husmand i Rindby - søn af Christen Ludvig. Han er ikke født på Fanø; men heldigvis finder vi i sølægdsrullen 1802 (den ældste), at han er født i Jerne sogn. Han udgår af rullen i 1802.

I Jerne kirkebog finder vi så Jens, født 16. oktober 1769 i Vognsbøl som søn af Christen Gregersen. Moderen Mette Jensdatter dør 50 år gammel i 1783.

Det nærmeste jeg kan komme Ludvig-navnet er dette: Christen Gregersen var først gift med Maren Pedersdatter, der var enke efter en Ludvig Lambertsen i Vognsbøl. Det er muligt, at skrædder Christen Gregersen i daglig tale har fået tilnavnet Ludvig efter konens første mand, hvorefter sønnen af andet ægteskab har overtaget det.


Foreningens årsskrifter | Tilbage til foreningens hjemmeside

Opdateret: 9. okt 2015 af Jens V. Olsen - (e-mail)