En henlagt sag fra Viborg Landsting 1668

For nogle år siden havde jeg en dag i Viborg. Da jeg tidligere havde fundet spændende sager i Viborg Landstings dombøger, gennemgik jeg alle de registre vedrørende Landstinget, som står på registerhylderne i læsesalen. Et af de indbundne registre omhandlede: Irettelagte Dokumenter. Mon der skulle være noget at finde her ?

Det varede ikke længe, før jeg nåede frem til omtalen af en »Anklage over Jordemoder Johanne Pedersdatter paa Fur for Trolddomsgierninger« fra 1668. Hende havde jeg aldrig før hørt om, og det var et ret sent årstal for den slags sager. Mon ikke der var en eller anden personalhistorisk oplysning at finde her ! - Derfor frem med en bestilingsseddel - og så benytte ventetiden til at bladre videre i diverse andre registre, selvom der ikke viste sig yderligere spændende sager fra mine interesseområder.

Pakken kom frem, og så var jeg i den spændende fasc - var der et eller flere dokumenter - og var der personer omtalt, som jeg kendte - måske en af anerne.

Det viste sig, at den bestemte sag bestod af godt 20 tæt beskrevne sider. Mange af dem var tingsvidner kendetegnet ved deres udformning:

Peder Jensen til Grisildgaard, Birkefoged til Fur Birketing, Christen Jensen i Hvirp og Peder Jensen Skriver gør vitterligt år efter Guds byrd: 1668 fredagen den 10. juli på fornævnte ting for os var skikket Mikkel Nielsen i Bjerregaard på hans husbonds, velbyrdig Mogens Friis til Faarskov ..., hans tjener Christen Jensen Skipper - hans vegne ... o.s.v.

Allerede nu steg spændingen, for såvel delefogeden Mikkel Nielsen som anklageren Christen Jensen Skipper findes på min anetavle.

Jeg læste videre - ret langsomt, for det er trods alt en godt 300 år gammel skrift på lettere gulnet papir. Det viste sig snart, at Christen Skipper sammen med Gravers Jensen Brun beskyldte Johanne Pedersdatter Jordemoder for at være en troldkvinde, som havde forgivet Gravers Brun og var skyldig i hans store sygdom og urolighed. Hun havde også været skyldig i den store sygdom og urolighed, som Christen Skippers hustru Maren Thomasdatter var påkommen og befængt med.

Her kom pludselig et nyt navn til anetavlen. Vi befinder os godt 20 år før kirkebogens begyndelse, så Maren var ny for mig. Sagen blev mere og mere spændende - men tiden var knap, så der var kun én ting at gøre - frem med en fotobestillingsseddel og bestille xeroxkopi af alle dokumenterne og pakke sagen sammen og udnytte resten af arkivdagen til andre sager - selv om det var svært at holde interessen fangen ved de mere traditionelle kilder den dag !

Et par uger senere kom en pakke fra landsarkivet med de forskellige kopier, der var bestilt i dagens løb. Troldomssagen blev fundet frem, og så var der kun en ting at gøre. En tyk blok med ternet papir og frisk blæk i fyldepennen, og så blev hvert enkelt dokument transskriberet til min egen håndskrift, som jeg trods alt læser hurtigere end 1600-tallets gotiske skrift. I øvrigt viste det sig, at kopierne, jeg havde fået, var meget tydeligere end originalerne i Viborg.

Da jeg var færdig med afskriften af dokumenterne, havde jeg fyldt et halvt hundrede sider med masser af navne og hændelser omkring Johanne Jordemoder.

Så blev de ellers sorteret og læst igennem gang på gang for at forstå det forløb, der var beskrevet. Som det ofte er tilfældet i den slags sager, så er det en eller to hændelser, der starter sagen. Når så først anklagen er rejst, så husker man pludselig en lang række andre tildragelser, som bekræfter anklagen om trolddomskunster.

Her startedes sagen af Christen Skipper og Gravers Brun i fællesskab. Sidstnævnte fortalte, at hun (jordemoderen) havde vist en ond ånd i ham, især i hans venstre lår - og han havde været ængstelig derover i syv år.

For syv år på nær 3 uger siden var jordemoderen kommet til Gravers Jensens hustru Karen Pedersdatter, som var ved at lægge noget ringe korn ind i ovnen til mad. Karen beklagede sig til Johanne Jordemoder fordi hendes mand Gravers Jensen var ganske syg og ilde tilfreds. Da sagde Jordemoderen: »Du skal gøre som jeg siger, da skal han blive bedre. Du skal tage af dit eget blod og give ham det tre gange, så bliver han bedre«; og hun gav ham det en gang, da blev han meget værre. Han sprang og hoppede på jorden som et dyr eller andet bæst.

Nu kom flere vidner og fortalte hvorledes Johanne havde sagt om Gravers: »Han skal få det meget værre herefter. Dersom han ikke har fået nok, så skal han få dobbelt så meget ondt !«

Den anden anklage drejede sig om Christen Skippers hustru, der havde det rigtig skidt. Tre dage før pinse indeværende år havde Christen Jensen været bortrejst, da Johanne Pedersdatter Jordemoder var bedt over til hans hus, hvor Christen Jensens hustru havde født et barn, der var dødt. Inger Pedersdatter fortalte: »Johanne havde lagt det døde barn i en æske af egetræ, som hun tog under sin kåbe og bar ned til kirkegården, hvor hun begravede den i nørre side af en anden grav«. Flere vidner havde oplevet at Christen Jensen Skipper, da han var kommet tilbage, havde spurgt Johanne Jordemoder og Inger Pedersdatter om, hvad de havde gjort ved det døde barn, som hans kone havde født, medens han var væk.

Man gik nu ned til kirkegården til det sted, hvor æsken med barnet var nedsat. Graven blev opkastet - og der fandtes intet - hverken af barnet eller det, det var lagt i.

Her følger en række andre tingsvidner, der omtaler flere tidligere hændelser med Jordemoderen, hvor hun var kommet enten med udtalelser om fremtidig ulykke eller med fejlagtige råd. Således følgende sag.

Johanne Iversdatter i Debel (også en person på anetavlen) fortalte, at for 18 år siden, da kom Margrethe Jacobsdatter til hende og beklagede sig over, at de havde et øg for ploven, der var sygt. Da havde Johanne Pedersdatter rådet dem til at få et diende drengebarn at sætte på øget, så ville det blive rask. Johanne Iversdatter lånte dem da sit barn og satte det på det syge øg. Barnet døde den følgende nat.

Margrethe Jacobsdatter fra Grisildgaard vidnede, at da hun for 18 år siden var ude på Debel Mark med sin faders plov for at pløje deres jord, da havde hun et sygt øg for ploven. Da kom Johanne Jordemoder fra Nykøbing til hende. »Da beklagede jeg mig til hende om det syge øg - kunde vi finde på noget råd«. Da sagde hun »ja - du skal låne et diende barn og sætte det på øget, og så vil det blive bedre«. Da lånte hun et barn af Johanne Iversdatter, som selv satte det på øget, og dyret blev straks vel tilpas.

Det hele endte med, at tolv kirkenævninge sværgede Johanne Pedersdatter en fuld kirkenævn og trolddomssag over - og bad derefter Gud til hjælp.

Anklagen sendtes til Landstinget, da det lokale birketing - heldigvis - ikke måtte effektuere en dødsdom, som ville være den yderste konsekvens af en anklage for trolddom.

Landstinget udformede nu en stævning, hvor alle vidner, ottemænd, foged og skriver indkaldtes sammen med anklagerne og den anklagede jordemoder at møde i Viborg. Men nu skyndte de fleste sig at udstede fuldmagter til nogle få talsmænd. På det lokale ting på Fur ville man gerne stille op, men rejse helt til Viborg - det var for meget af det gode.

Efter et par dages rejse nåede jordemoderen og hendes vogtere til Viborg og den 7. oktober 1668 fremstod hun for landsdommerne til »examenering«. Hun blev tilspurgt om hun var skyld i Christen Skippers hustrus svaghed. Hun sværgede, at hun kunne ikke sige nej - hun havde jo hjulpet til med et ord eller andet - men Mette Krøbelkone på Gaden og Inger i Grisildgaard, de havde gjort det ! - Nu forsøgte hun pludselig at skyde skylden på to andre ældre eller svagelige kvinder.

Landsdommerne konkluderede imidlertid: Der er intet fremlagt, der i ringeste made kan bevise, at Johanne Pedersdatter, enten med signen, manen eller anden utilbørlighed, langt mindre med djævelens kunster og trolddom at omgås - sigtelsen og klagerne er ikke så kraftige, at de bør komme Johanne Pedersdatter til hinder og skade i nogen måde - sagen bør magtesløs at være, og hun er fri for tiltale.

Johanne slap fri og furboerne drog slukørede hjem; men jordemoderen har sikkert forladt øen efter denne episode, for vi finder ingen spor, hverken af hende eller hendes mand i kilderne siden. Befolkningens indstilling til jordemoderen kunne skyldes, at hun ikke var indfødt. Hun var født i Mollerup, og boede i mange år i Nykøbing på Mors, før hun og hendes mand flyttede til Fur.

En registrering af alle de personer, der på en eller anden måde er involveret i denne sag viser, at af øens knap 100 familier er ca. 60 foruden degnen og både præsten og kappelanen indblandet. Der har virkelig været noget at snakke om i lokalsamfundet den sommer.

Samtidig er der gennem de mange vidneudsagn blæst lidt liv i anetavlens liste af navne. Skipperens kone havde formentlig fået en fødselspsykose i forbindelse med affæren med det døde barn, hvor hun var alene, medens manden var ude at rejse. Han rejste virkelig som skipper, i modsætning til efterkommerne, der i de tre følgende generationer bibeholdt Skipper-navnet som slægtsnavn, selv om de levede af landbruget.

Der var virkelig gevinst den dag på arkivet - især fordi sagen var blevet afvist på Landstinget og alle dokumenterne samlet sammen, hvorefter de endte i pakken med »Irettelagte Dokumenter« (B24-126).