De kimmeløjede på Fur - en gåde er løst

af Jens V. Olsen


En artikel fra Årsskrift 2018 - Roskildeegnens Selskab for Genealogi og Personalhistorie
Afsnit:

Indledning

|

Genetikken

|

De særlige tilfælde på Fur

|

Befolkningsgenealogien

|

Den nye analyse

|

Konklusion

|

Hvordan kunne det gå så galt

|

Afslutning


 

Indledning.

Jeg har tidligere[1] fortalt om de kimmeløjede[2], der drejer sig om en særlig øjensvaghed, der på Fur tidligere optrådte med en usædvanlig hyppighed. I øjenlægekredse er øen ligefrem blevet verdenskendt[3]. Skavanken er en anomali, der består i en total far­veblindhed, som også manifeste­rer sig ved en overføl­somhed over for almindelig dagslys.

Det hele startede med, at jeg i 1988 blev kontaktet af  daværende overlæge, nu adjugeret professor Thomas Rosenberg[4], som havde hørt om min interesse for Fur og furboerne. Han forsynede mig med to videnskabelige artikler om farveblindhed på Fur. Jeg kendte personligt et par af de kimmeløjede og kunne hurtigt identificere alle de farveblinde, der var omtalt i artiklerne.

Jeg forsøgte den gang (1994) at finde en fælles oprindelse til de 23 tilfælde på Fur; men endte med at måtte involvere mindst to uafhængige familier for at dække dem alle.

Nu er min viden om furboerne gennem tiden øget siden den gang. Især er kendskabet til befolkningen i 1600-tallet øget væsentligt. I dag har jeg samlet godt 10000 furboer med deres indbyrdes relationer i min FurBase[5].

Det betyder, at jeg i dag kan sandsynliggøre, hvem der bragte det syge gen til Fur, og som i øvrigt er stamfader til langt de fleste furboer gennem tiden, her iblandt også alle de 23 kimmeløjede.

 

Genetikken.

Øjensvagheden er arveligt betinget og skyldes et recessivt gen d.v.s., at man skal arve genet fra begge forældre før børnene bliver farveblinde. Hvis genet kun er arvet fra den ene, er der ingen ydre tegn på svag­heden; men anlægget kan selvfølgelig gives videre til børnene.

Arvelighedslovene fortæller, at da et barn får halvdelen af sin arvemasse fra faderen og den anden halvdel fra moderen, så vil et gen fra en af forældrene blive givet videre til gennemsnitlig halvdelen af børnene. Hvis begge forældre har det ovennævnte gen (i enkelt portion), så vil gennemsnitlig en fjerdedel af børnene få genet fra begge forældre, og derved blive farveblinde.

 

De særlige tilfælde på Fur.

At befolkningen på Fur skulle have en særlig betydning i denne sammenhæng blev første gang videnskabeligt behandlet i 1940, da to danske øjenspecialister Holm og Lodberg berettede[6], at de havde fundet 23 tilfælde alene på øen Fur med en befolkning på kun ca. 1600 indbyggere.

Den totale farveblindhed optræder over hele verden. Da genet imidlertid skal arves i dobbelt portion, før far­veblindheden viser sig, findes der almindeligvis kun ganske få tilfælde svarende til en forventet hyppighed på ét tilfælde for hver godt 30.000 indbyggere. D.v.s. 100-150 tilfælde i hele Danmark. Situationen på Fur var altså helt usædvanlig med mere end ét tilfælde for hver 100 indbyggere.

Holm og Lodberg besøgte i 1940 Fur og undersøgte 18 dalevende kim­meløjede, og kunne med hjælp fra Fur-præsten pastor Jeppesen påvise et nært slægtskab mellem de 23 kendte tilfælde fordelt på to uafhæn­gige slægtstavler. Der var ingen tvivl om, at de indbyrdes slægts­skaber havde betydning; men den genealogiske analyse blev ikke ført ret langt. Slægtsforskningen nåede kun tilbage til sidste halvdel af 1700-tallet.

Holm og Lodbergs resultater blev internationalt kendt og tiltrak yderligere interesse ved en stor kongres for arvelighedsforskere i København i august 1956. Et antal internationale arvebiologer fik øje på Fur, og der blev arrangeret en ekskursion til øen, hvor man undersøgte de derlevende kimmeløjede og fandt yderligere et tilfælde, en dreng født i 1940. De skaffede flere oplysninger om indbyrdes slægtsskaber og opstillede i deres artikel[7] den skematiske oversigt af de indbyrdes slægtskaber, som ses i nedenstående figur. Her gælder også, at den genealogiske analyse ikke blev ført længere tilbage i tid, end det var sket i Holm og Lodbergs artikel.


Fig. 1   Arbre genealogique de la grande famille d'achromates à l'Ile de Fur. - Den store familie af farveblinde på Fur.

 

Befolkningsgenealogien

En befolkningsgenealogi er en total bearbejdelse af de indbyrdes slægtsrelationer i en større befolkning. Her er der tale om Furs befolkning fra 1600-tallet og frem til dette århundrede[8]. Jeg har samlet alt, hvad jeg har kunne finde af furboer i FurBasen.


Den nye analyse

Holm og Lodberg omtaler 23 kimmeløjede, hvoraf den ene ikke er sikkert identificeret. Derfor medtager jeg kun de 22 sikre tilfælde fra deres artikel og den nyopdagede fra 1940 i min analyse.

Først finder man for de 23 kimmeløjede alle de forældre, som ikke selv har svagheden. Der viser sig nemlig enkelte, der selv har fået børn som var farveblinde bl.a. den kimmeløjede Jeppe, der fik tre børn med svagheden. Et af disse fik selv børn, som var totalt farveblinde. Der findes altså på Fur et helt enestående tilfælde med tre generationer på rad med dobbeltgenet. Jeppes kone havde genet uden, at man kendte noget som helst til det på den tid. Såvel hun som alle hendes kendte forfædre havde normalt syn. Det samme var tilfældet med den svigersøn, som blev gift med den far­veblinde datter, der selv fik børn med svagheden.

En totalanalyse vil kræve, at vi registrerer alle normaltseende forældre, som må have genet (i enkelt portion). På grund af familie­sammenfald bliver der tale om ialt 24 personer, som er bærere af genet. Opgaven er herefter at opstille en anetavle for hver af disse 24, så komplet som muligt. Denne opgave er let, når først man har udarbejdet den tidligere omtalte befolkningsgenealogi.

Med et særligt program kan jeg automatisk udtrække de 24 anetavler fra FurBasen, og nu kan samme program sammenligne disse anetavler for at se, om der skulle være en fælles ane, som kunne være oprindelsen til kimmeløjegenet.

Det lykkedes. Et enkelt par, boelsmanden Søren Nielsen Vandborg[9] (ca 1620-ca 1680) og hans hustru Maren Iversdatter optræder i samtlige anetavler. De må være stamforældre til alle de kimmeløjede på Fur.

 

Konklusion

Søren Nielsen er den første kendte Vandborg på Fur. Vandborg tilnavnet tyder på, at han er kommet til Fur fra landsbyen Vandborg , der ligger ca. 8 km vest for Lemvig.

Han er højst sandsynligt komme til Fur sidst i 1630-erne som tjenestekarl. Her har han fundet Maren Iversdatter, som han blev gift med, og de slog sig ned på et mindre boelssted, som han fik i fæste.

Søren og Mette fik mindst fem børn, der alle blev gift og fik en meget stor efterslægt[10].

Det er vigtigt at glemme alt om de i de tidligere artikler nævnte familier hhv. Morten Mortensen Smeds og Jens Madsen Sohns i forbindelse med farveblindheden. De har godt nok rigtig mange efterkommere på Fur, der til dels falder sammen med Søren Vandborgs, men det er ikke dem, der er oprindelsen.

 

Hvordan kunne det gå så galt

Når der er tale om et afvigende gen, som det Søren Vandborg har bragt til Fur, så vil det arves af gennemsnitlig halvdelen af hans børn og ¼ af hans børnebørn o.s.v. For hver følgende generation udtyndes det tilsvarende. Imidlertid vokser antallet af hans efterkommere med mere en fordobling i hver af de følgende mange generationer. Det betyder, at genet ikke forsvinder og muligheden for at to af efterkommerne, begge med genet, vil finde sammen og få børn forekommer. Disse kan risikere at arve genet fra begge forældre og derved blive kimmeløjede.

En gennemgang af alle de par, der begge er efterkommere efter SørenVandborg, viser, at de to første ægtepar findes blandt oldebørnene[11]. På den tid, først i 1700-tallet, var der tale om ægteskab i de forbudte led. Tidligere var det strengt forbudt, men nu kunne man løse kongebrev og derved alligevel få tilladelse. Begge disse to par løste kongebrev[12].

Blandt tipoldebørnene finder vi syv par og blandt tiptipoldebørnene ikke mindre end 47 par; og nu går det galt. Tiptipoldebørnene Gravers Mikkelsen (Vandborg) (1760-1839) og Anna Nielsdatter (1762-1814) bliver gift og får i alt syv børn og én af dem, sønnen Mikkel Graversen med tilnavnet Vandborg (1798-1856) er den første kimmeløjede på Fur. På sessionen i 1819 får Mikkel udygtighedspas på grund af "sort stær på begge øjne". Farveblindheden har man ikke bemærket. Han blev aldrig gift, men boede hele sit voksne liv hos den yngre broder Niels Graversen Vandborg i fødegården i Debel.

25 år senere går det galt igen. Det er igen et par af Sørens tiptipoldebørn, Thøger Mikkelsen (1789-1873) og Maren Christensdatter (1793-1860), der i 1823 bliver gift. De er angivet med en cirkel på figuren ovenfor. De fik i alt syv børn, hvoraf de tre var farveblinde. Sønnen Mikkel Thøgersen (f. 1826) fik udygtighedspas på sessionen i 1850 med begrundelsen "Dagblind - er næsten fuldkommen blind". Han er dog søvant, d.v.s. at han har kunnet arbejde som fisker. Her ser vi for første gang overfølsomheden for dagslys nævnt, men det manglende farvesyn har man ikke registreret.

I 1857 blev den tidligere nævnte Jeppe Jensen født som barn af tip3-oldebarnet Jens Jepsen og hans hustru Inger Christensdatter, der også var tip3-oldebarn af Søren Vandborg. Fra da og frem til 1940, da den sidste kimmeløjede blev født, fødes i alt 23 farveblinde på Fur med det største boom i 1890-erne og første tiår af 1900-erne.

 

Afslutning

Vil det kunne ske igen - næppe. Øen Fur var meget mere isoleret, end det var tilfældet på fastlandet. Furboerne giftede sig med furboere, selv om så nære ægteska­ber som fætter og kusine var temmeligt sjældne. Et andet forhold var, at Fur i tidligere tider havde en overproduktion af mennesker, idet mange flyttede bort fra øen. Der var kun ganske få tilflyttere, som kom med »frisk blod«, så man der­ved kunne undgå ægteskab mellem slægtninge.

Forskellen på øsamfundet og dem på fastlandet ses tydeligt i den landsdækkende folketælling fra 1845, som er den første, hvor fødestedet er angivet for hver enkelt person.

På Fur boede der 966 personer og af disse er kun 69 eller 7,1% fastboende tilflyttere, d.v.s. ikke født på Fur og ikke tjenestefolk, som ofte flyttede til og fra øen. Kun én ud af 14 er fremmede. I nabosognet Selde i Salling bor der i alt 470 personer og ikke mindre end 126 eller 26,8% er tilflyttere; godt 1/4 er fremmede. I det andet nabosogn Åsted bor der ialt 431 personer, af hvem hele 149 eller 34,6% er tilflyttere; det er mere end hver tredje.

I dag er forholdet et helt andet. Øen er ikke mere isoleret fra omverdenen, og mange furboer finder deres ægtefælle uden for øen. Det er nu snart 80 år siden, at den sidste kimmeløjede blev født på Fur.

 

 



[1] Foreningens årsskrift 1994: De kimmeløjede på Fur " en befolkningsgenealogisk analyse, der kan læses på nettet: <http://roskildeslaegt.dk/aarsskrift/Kimmeloj_1994.htm>.

Skivebogen 1996: samme titel

 

[2] Mikkel Pedersen (f. 1882 på Fur) fortæller i sine utrykte erindringer om en af de ramte personer: "Jeppe hørte til en ret stor slægt, der havde svage øjne. De kunne ikke tåle lyset, de blinkede eller kimlede, og man kaldte dem kimmeløjede. De havde seks børn, og øjensvagheden gik i arv til de tre".

 

[3] Kun et andet sted på kloden er hyppigheden af den totale farveblindhed (achromatopsi) større, end den var på Fur.

Det drejer sig om øen Pingelap i Mikronesien, hvor ca. 10% af befolkningen i dag er totalt farveblinde. Man kan læse om dem i bogen: De farveblindes ø og Cykas-øen af Oliver Sacks (Spektrum 1999).

 

[4] Adjugeret professor Thomas Rosenberg, bringes hermed min bedste tak. Uden hans henvendelse var dette arbejde aldrig blevet til noget.

 

[5] FurBasen findes på nettet: <http://fuursamlingen.dk/FurBasen.htm>.

 

[6] Ejler Holm & C. V. Lodberg: A family with total coulour-blindness. I Acta Ophtalm. bd. 18, pp. 224-258 (Kbh. 1940).

 

[7] A. Franceschetti, W. Jaeger, D. Klein, V. Ohrt et H. Rickli: Etude patho-physiologique et genetique de la grande famille d'achromates de l'Ile de Fur (Danemark). I XVIII Concilium Ophthalmologicum, 1958 Belgica.

 

[8] Alt er samlet i en database med programmet Brothers Keeper.

 

[9] Søren nævnes på Fur som Søren Nielsen fra 1641, da han optræder som vidne på birketinget. Han er fundet i ca 30 kilder i form af tingvinder, jordebøger og skattemandtaller. Sidste gang, han nævnes, er i en jordebog fra 1679. Han kaldes et par gange for Søren Vandborg.

 

[10] Der kendes således 31 børnebørn, 89 oldebørn, 159 tipoldebørn, 337 tiptip-oldebørn, 821 tip3-oldebørn, 1683 tip4-oldebørn. Dette sidste tal overstiger den totale befolkning på Fur; men det skyldes at en del af efterkommerne er flyttet fra øen.  Der kendes 2907 tip5-oldebørn og 1931 tip6-oldebørn.

 

[11] Par blandt efterkommerne optræder i følgende antal: To par oldebørn, 7 par tipoldebørn og 47 par tiptipoldebørn. I de næstfølgende generationer er fundet henholdsvis 118, 201 og 234 par.

 

[12] De to kongebreve er gengivet i FuurSamlingen på nettet og kan ses her som henholdssvis nr. 3 og nr. 5. Det sidste af dem er bevaret til i dag og kan ses her.


Foreningens årsskrifter | Tilbage til foreningens hjemmeside

Opdateret: 9. maj 2010 af Jens V. Olsen - (e-mail)