|
I Kiøbenhavns Adresse-Contoirs Efterretninger for 15. februar 1775 findes følgende: Af en Bondemand paa FuurLand i Skivehuus Amt i Jylland, navnlig Christen Thomasen, er til hans Forældres Jubel=Bryllup sidste 15.de Januarii opsat, og iblandt Giesterne uddeelt et Bryllups=Vers af følgende Indhold:
Da
T h o m a s J e n s e n nu 84 Aar,
og
J o h a n n e P e d e r s d a t t e r 78 Aar
boende paa Fuur Land
holdte Deres Jubel=Bryllup den 15 Januarii 1775
efter at De havde levet i et kierligt og velsignet
Egteskab i fulde 50 Aar, og avlet 7 Sønner, hvoraf
de 6 ere bosatte til Brød og Næring paa bemeldte
Fuur Land, er dette, Guds naadige og mægtige Forsorg
til Ære og Priis,
som og ellers pligtskyldigst, opsat af
Disse Forældres
| |
lydige Søn
Christen Thomasen
Sognefoged paa Fuur.
|
|
Hver Christen Siæl beskuer her
Guds Forsyns store Naade.
I dette gamle Egtepar
Som naaede Jubeldage.
Halvtredsindstyve Aar
I Egteskab er frydet,
Med Sønner syv Gud har
Den Egteseng beprydet.
Den ene tog strax hen
Den store Tiendetager,
Men sex er her igien
Som Jubel=Bryllup smager.
Vi alle kommer frem
Til vor Forældre kiære
At rose, takke Dem,
Dog Gud allene Ære.
Først Peder takke vil
For Faders Gaard i Fæste
For Faar og Fæe dertil
Med Vogn, Plov og Heste.
Nu Jens kom og her frem
Giør sin Forældre Ære,
Fordi at han hos Dem
At høvle kunde lære;
Men Niels han roser det,
At han blev til en Skræder
Og for han slet og ret
Syer Vadmel ogsaa Læder;
|
Men Christen her paa Land
Al Skatterne modtager,
Og siden, naar han kand,
Dermed til Skive drager.
Nu Lauritz gav dem Lov,
For han sin Plov kan styre,
Og for han fik behov
Sin Stud og Plag at tyre:
Anders i liden Boel
I Tallet er den sidste,
Berømmer sine Aal
Som han har lært at fiske.
I holdt os alle frem
At lære læse, skrive,
Besørget hver sit Hiem
Hvor vi kan boe og blive,
Gudsfrygt og Kierlighed
Er Eders Hverdags Klæde,
Derfor I anden gang
Kan Bryllups=Viser qvæde
Ved Eders Jubelfær,
Vi føres kan til Minde,
Den store Jubel der
I Himlen er at finde,
Ved Lammets Bryllup vist,
Vi samles allesammen.
Til Slutning ønskes sidst:
Kom snart, o Jesu! Amen.
|
|
Dette digt, som bl.a. blev genoptrykt i Viborg Stifts Folkeblad d. 23 februar 1950, var blandt de spændende avisudklip, jeg fandt ved besøget i Slægtsgårdsarkivet sidste år. Det er yderst sjældent at finde et så gammelt lejlighedsdigt, især når det omhandlede par var fæstebønder på landet. Digtet er særligt interessant for mig, da Thomas Jensen og Johanne Pedersdatter er mine tip-4 oldeforældre. Vi får her en kort karakteristik af hver enkelt af deres 6 voksne sønner.
Thomas Jensen, der ved ægteskabet havde overtaget Johannes fødegård Fogedgaard i fæste, døde i august 1775, medens Johanne nåede at blive 92 år, inden hun døde i november 1790 som aftægtskone på gården hos sin ældste søn, min tip-3 oldefar Peder Thomasen.
|
|